Milford eller Doubtful Sound?

Kaptein Cook opdagede Dusky Sound i 1773 og gav det navnet Doubtful Sound

At se vidtårede rejsende stående i Te Anau Visitor Information Centre og forsøge at beslutte, om de skal krydstogte Milford eller Doubtful Sound, er altid underholdende. Milford Sound modtager over en halv million besøgende hvert år, men hvad med dens mindre kendte nabo Doubtful Sound?

Navnet 'Sound' er faktisk en misvisning, da gletsjere og ikke floder har udskåret disse fjorde. Maori-myten antyder, at Tute Rakiwhanoa brugte sin gigantiske gravestok til at skabe de stejle sidede dale, og da maorifolket først ankom, brugte de området til sæsonmæssig madindsamling og grønstenjagt.

Kaptajn Cook opdagede Dusky Sound i 1773 og kaldte det Doubtful Sound, tvivlende på, om han kunne sejle tilbage igen. Han overså helt Milford, og det var John Grono, der navngav dette Sound i 1823. Walisiske besøgende finder dette morsomt, da Milford Haven i Wales huser en olieforarbejdningsplante og industriområde, intet lignende den billedskønne new zealandske version.

Både i Milford og Doubtful Sound er der to distinkte lag af vand. De øverste 10 meter af ferskvand er naturligt farvet af tanniner fra nedbrudt vegetation. Dette mørke lag skaber en reflekterende overflade og stopper meget af lyset fra at nå det relativt varme havvand nedenunder. Havliv, der normalt findes på store dybder, lever kun 30 meter under overfladen, hvilket gør Fiordland til et af New Zealands bedste dykkersteder.

Det tager ca. 2 ¼ timer at køre de 119 kilometer fra Te Anau til Milford. Hvis du selv kører, kamera i hånd, skal du afsætte mindst tre timer. I Milford Sound ser besøgscenteret og færgeterminalen mere ud som en lufthavn, og hvis du vil udforske Sound, kan du krydstogte, kajakke eller tage en tur i en undersøisk undervandsfartøj. Da jeg står ved dokkanten, indser jeg, at det præcis samme sted for 20.000 år siden ville have været dækket af næsten to kilometer is.

Jeg valgte at udforske Milford på en 1 ½ times bådtur med Mitre Peak-krydstogter. Vores kaptajn Caleb forklarer, at Soundet på visse steder er tre kilometer bredt og over tre hundrede meter dybt. Jeg kigger op til nogle af verdens højeste havklipper - der rejser sig 1.200 meter lodret op ad vandet og nyder den fulde frontale chokoladekasse-skud af Mitre Peak, der dominerer horisonten.

At undgå stænk fra Stirling Falls på fordækket er en livsbekræftende oplevelse, og alle om bord nyder at spotte dyreliv. Nyzeelandsk pelsede sæler kekeno nyder solen på Bachelor Rock, og en Fiordland-kronepingvin eller tawaki forsøger at skjule sig i sin egen skygge og stjæler showet. Jeg afslutter min krydstogt med at tænke, at intet kunne slå Milford-oplevelsen, men det var, før jeg besøgte Doubtful Sound.

Kajen ved Pearl Harbour på Lake Manapouri er en halv times kørsel fra Te Anau. Det markerer begyndelsen på min komplette øst-vest overfart af Fiordland National Park. På kortet passer søerne sammen som tetras, og som besøgende til Doubtful Sound skal jeg tjene mine skryderettigheder. Vi krydser Lake Manapouri til West Arm Power Station, kører over Wilmot Pass og går ombord på vores krydstogtbåd.
Lake Manapouri, med sine 33 øer, er New Zealands næstdybeste sø. Fiordland Flyer sejler forbi Pomona Island, en rovfri reservat mod dokken. Chris Moon, vores naturguide, møder os på West Arm Visitor Centre. Han besidder både humor og en omfattende viden om områdets naturarv.

Wilmot Pass markerer det punkt, hvor bøgeskov giver plads til blandede podocarp konferer. Her ændres de årlige nedbørsmængder på regnmåleren fra tre meter i West Arm til 6-8 meter i Doubtful Sound. At se ud til Deep Cove og Elizabeth Island på en klar dag er som at se tilbage i tide; jeg forventer halvt, at kaptajn Cook skal sejle forbi i Endeavour.

Maorinavnet for Doubtful Sound er Patea, hvilket betyder 'stedet for stilhed', og navnet passer bestemt. Ingen helikoptere eller fly flyver overhead, og den pragtfulde isolation, som de tidlige udforskere skrev om, kan stadig opleves. Med 421 meter er det New Zealands dybeste fjord og blev engang besøgt af blodtørstige hvalfangere og sæljægere. Heldigvis er Doubtful Sound i dag en del af The Gut Te Awaatu Marine Reserve, og dyrelivet får lov at strejfe uforstyrret.

Fra Deep Cove krydser vi mere end 30 kilometer mod Tasmanhavet på Patea. Vi sejler forbi klippeformationer og vandfald, det højeste, Browne Falls, er 619 meter højt. Shelter Islands, ved mundingen af Doubtful Sound, er et ynglested for pelsrober og pingviner. Da vores kaptajn slukker motoren, så vi kan opleve den skrigende naturlige stilhed, er mit sind visuelt overbelastet, kun for endnu engang at blive fortryllet, denne gang af en flok hectorsdelfiner.

Tilbage på land kører ind i siden af et bjerg til indersiden af kraftstationen er en anden hoveddrejnu oplevelse. Det ene øjeblik er vi på vandet i ødemarken, det næste øjeblik er vi dybt under jorden og betragter et vandkraftværk. Hvert sekund passeres over 80 olympiske svømmepøle med vand gennem kraftstationen, der oprindeligt var fokus for New Zealands mest effektive naturbevægelse. En underskriftindsamling med 265.000 underskrifter blev fremlagt for parlamentet med krav om, at søen forblev på sit naturlige niveau. I 1972 hædrede Labour-regeringen sit valgløfte, og kraftværket blev opført med søniveauerne uændrede.

Min konklusion om, hvilken tur der er bedst? Milford Sound holdt, hvad det lovede, men Doubtful Sound førte mig til en anden verden.